Udmelding fra ORIs bestyrelse, vedr erstatningsbaner fra kommunen
Kære medlemmer og frivillige i ORI-Fodbold,
Som det er alle bekendt, lukker Frederikssund Kommune vores baner på den gamle Oppe-Sundby Skole nu til sommer. Som det jo også er jer bekendt, har vi to 11mandsbaner og en 5mandsbane på Skolen. Både borgmestre, udvalgsformænd, politikere og embedsmænd har gentagne gange forsikret os om, at man ikke ville nedlægge vores baner på Oppe-Sundby Skole, før der var etableret erstatningsbaner. Senest udsendte formand for Fritidsudvalget Morten Skovgaard den 11. marts 2017 en pressemeddelelse med overskriften ”ORI får erstatningsbane”. Endvidere stod der i teksten ”ORI-Fodbold havde adgang til to baner på den gamle Ådalens Skole syd. Derfor har de også ønsket to erstatningsbaner. Fritidsudvalget besluttede derfor, at Frederikssund Kommune fastholder dialogen med ORI-Fodbold med henblik på, at der findes en løsning for den anden erstatningsbane. ” Den meddelelse var vi selvfølgelig rigtigt glade for J.
Den 6. april 2017 havde vi møde med Frederikssund Kommune, kulturforvaltningen om udmøntningen af ovenstående beslutning. Her kom det dog frem, at Frederikssund Kommune ikke har til sinde, at udføre erstatningsbanen på den gamle grusbane som en 11mands bane! En 11mandsbane har målene 105 m x 68 m. Frederikssund Kommune vil dog kun lave banen på 98 m x 65 m. Ikke fordi der ikke er plads - Frederikssund Kommune fik nemlig allerede for ca. 4 år siden en landmåler til at måle længden op. Der er 112,8 meter i længden og der er 72 meter mellem lysmasterne - men fordi det er lidt mere besværligt – der skal graves en smule jord af i enderne og ændres lidt på den lille forhøjning, ind mod kolonihaverne. Ikke noget der vil tage en mand med en gravemaskine mere end en halv formiddag at lave. Men nok til at Frederikssund Kommune ikke synes, at det er besværet værd for at lave en 11mandsbane.
Endvidere blev der fra Forvaltning sagt følgende ordret ” Fritidsudvalget har ingen interesse i, at komme jer i møde i forhold til den anden erstatningsbane” Vi står, i bestyrelsen, er selvfølgelig temmelig uforstående overfor dette og gjorde selvfølgelig straks Fritidsudvalget opmærksom på at forvaltningens måde, at løse problematikken omkring erstatningsbanerne, ikke er tilfredsstillende for ORI-Fodbold.
Efterfølgende har Frederikssund Kommune – uden ORI-Fodbold vidende og accept – søgt DBU Sjælland – i ORI-Fodbolds navn, om dispensation til, at benytte den for lille bane til kampe. Vi er noget rystede over (men desværre ikke længere overraskede over), at Frederikssund Kommune går bag om ryggen på ORI-Fodbold og i vores navn, søger vores interesseorganisation om dispensation, efter Frederikssund Kommune er gjort opmærksom på, at det vil vi ikke have.
Vi står nu med ”Sorteper” i form af, at vi mister vores grusbane (det har vi accepteret mod at få en 11mandsbane), vi mister en 5mandsbane, at den 11mands erstatningsbane, der etableres ikke lever op til DBU krav, og at den anden erstatningsbane er et fatamorgana. Vi går altså fra, at have tre 11mands kampbaner i dag, til kun at have en kampbane i fremtiden, ifølge Frederikssund kommunes plan. Vi mister altså både en 5mandsbane, to 11mandsbaner og en vintergrusbane – og erstatningen er reelt en 8mands græsbane. Ikke just det vi blev stillet i udsigt eller i overensstemmelse med kommunens egen pressemeddelelse af 11. marts 2017.
Vi har selvfølgelig inviteret Fritidsudvalget på et møde i ORI-Fodbold, så de ved selvsyn kan se, at der er plads til en 11mandsbane og hvor små ændringer, der faktisk skal laves. Et areal som bestyrelsen, i 2011 fik et tilbud på, at få etableret som en 11mands kunstgræsbane – pris 2,1 mio. kr. Formanden for fritidsudvalget har dog endnu ikke kunnet finde plads, i sin kalender til at mødes med ORI-Fodbold, for at finde en holdbar løsning.
Der foreligger en aftale mellem Frederikssund Kommune ved Kulturforvaltningen, ORI-Fodbold og Frederikssund IK om, at det er ungdomsafdelingen Frederikssund Forenede Boldklubber (FFB), som flyttes i Fase 1. Senior og ældre flyttes først til idrætsbyen, når klubhusfaciliteter er etableret i en senere fase. Så ovenstående er altså ikke blot af midlertidig karakter, og derfor virker det på os, som om, at Frederikssund Kommune ved ”Salami-metoden” er ved, at skære vores kære forening i småstykker, bid for bid! Måske med målet om at lukke os – ligesom man gjorde med Femhøj! Vælger Frederikssund Kommune, at løbe fra denne indgåede aftale – så foretager Frederikssund Kommune en praktisk lukning af ORI-Fodbold i Frederikssund Kommune. ORI-Fodbold flytter ikke til de skrabede faciliteter, som vi er blevet tilbudt i idrætsbyen!
Fra bestyrelsens side skal der lyde en STOR tak til de mange frivillige, der i regi af såvel ORI-Fodbold og Frederikssund Forenede Boldklubber, dag-efter-dag, ufortrødent knokler frivilligt og ulønnet for vores mange børn, unge, senior og ældre. Vi kan efterhånden kun håbe, at fornuften en dag også indsniger sig på Frederikssund Rådhus og at Frederikssund kommune også begynder, at behandle ORI-Fodbold og Jer medlemmer og frivillige, med den respekt, som I afgjort fortjener.
På bestyrelsens vegne
Claus ”Gøj” Larsen