ORI's Grand-superveteraner spillede flot "landskamp" i Sverige
Elleve spillere fra ORI var taget til Unnaryd, en by som ligger cirka 250 km. oppe i Sverige - i øvrigt tæt på Anderstorp. Formålet med turen var dels at have lidt social samvær, dels at spille "landskampen".
De svenske værter havde gjort et stort nummer ud af at få besøg fra Danmark. Dels havde de fået fremstillet flotte kampplakater, dels var Dannebrog rejst over stadion. Inden dommeren fløjtede kampen i gang, blev nationalmelodierne spillet og samtlige spillere blev præsenteret - én for én - for de mere end 200 tilskuere (stadionrekord), der var mødt op på stadion for at se kampen.
Både de svenske værter og ORI lagde godt ud og begge hold kæmpede for sejr. Der var chancer til begge hold, men Unnaryds GOIF var farligst med flere nærgående forsøg. Dog var ORI's målmand, Bent Skovby, en sikker sidste skanse med mange gode redninger. Bent kunne dog ikke holde Unnaryds GOIF fra at score.
Da kampen blev fløjtet af, efter en velspillet kamp, havde Unnaryds GOIF scoret 5 mål, mens ORI "kun" havde scoret et mål. Det var Søren Hjorth, der på flotteste vis fik bolden i mål. Efter kampen valgte de svenske værter Bent Skovby som kampen bedste spiller. Han stod også en flot kamp i det danske mål.
Efter den officielle kamp, valgte de to hold at afholde en straffesparkskonkurrence. Denne vandt svenskerne også... denne gang dog kun med 3 - 2.
Efter kampen grillede de svenske spillere og ORI'erne sammen, og der blev tid til at nyde grillmaden og mange danske øl, som ORI'erne havde taget med sig.
De to hold har aftalt en revanchekamp i 2015 på samme stadion. Dato er endnu ikke fastsat.
ORI`erne havde en fantastisk tur, hvor der også blev mulighed for at udfordre hinanden i bl.a. bordtennis og kongespil.
Det er sjovt at spille fodbold i ORI!
Der blev spillet nationalmelodier og samtlige spillere blev præsenteret, da ORI's superveteraner spillede kamp i Sverige
ORI's svenske modstander havde lavet kampplakat, som man kunne finde flere forskellige steder i byen
ORI spillede ikke i det normale kamptøj, men derimod i det røde udebanetøj. Carsten Pagaard er ved at score på hovedstød
ORI`s målmand, Bent Skovby, blev kåret som banens bedste af de svenske værter
ORI`s Johnny Larsen, Michael Lorentzen og Carsten Pagard i kamp mod en svensk modstander
Det er vist første gang, at ORI's grand superveteraner har spillet for mere end 200 tilskuere.. på én gang
Flere tilskuere havde søgt ind på tribunen
ORI's Tonny Galting kæmper for at stoppe den svenske modspiller
Efter kampen grillede ORI'erne og de svenske modstandere og hyggede sig over én øl eller to...