ORI's Grand-superveteraner er i gang med at planlægge sommerens "landskamp" i Sverige
ORI-Fodbold's Grand-superveteraner er i gang med at planlægge sommerens "landskamp", hvor modstanderen igen i år er Unnaryds GOIF fra Sverige. Foreløbig har 14 spillere tilmeldt sig turen, som gennemføres i dagene fra d. 29. maj til og med 31. maj. Arne Strunck fra Grand-superveteranerne har regnet ud, at gennemsnitsalderen på disse 14 spillere er 61 år, så det er et særdeles modent hold, der drager til Sverige.
ORI-Fodbold vil kæmpe for at få revanche, da Unnaryds GOIF vandt "landskampen" i 2014 med 5 - 1. Kampen spilles i Unnaryd, en by som ligger cirka 250 km. oppe i Sverige - i øvrigt tæt på Anderstorp. Der er to primære formål med turen til Unnaryd. Dels det at spille "landskamp", dels det sociale samvær, som vægtes så højt på holdet. Efter kampen tænder man op i grillen og åbner en flaske rødvin eller to... da man jo ikke skal glemme hyggen.
ORI's Johnny Larsen, Michael Lorentzen og Carsten Pagaard i kamp mod en svensk modstander i de røde trøjer.