Frederikssund Self Storage har valgt at sponsere Superveteranerne
ORI-Fodbold´s superveteranhold, som går under navnet "Team Schlage" - opkaldt efter stifteren af holdet Thomas Schlage, er igen i år tilmeldt privatturneringen "Oldboyssammenslutningen af 1949", hvor holdet er tilmeldt A-rækken, hvilket er den næstbedste række i denne privatturnering - kun overgået af Mesterrækken.
I A-rækken møder ORI'erne i år bl.a. hold fra Brødeskov IF, Ølstykke, Jyllinge FC og Skjold Birkerød. Holdet består af mange "gamle" ORI'ere, såsom bl.a. Freddy Bech og "Lille John". I sæsonens første turneringskamp blev det til 1 point, idet holdet spillede 1 - 1 mod Jyllinge FC.
Denne Oldboys sammenslutning bygger på fodbold for de modne mænd, som også har fokus på, at man ikke skal glemme hyggen efter kampene. I 1949 deltog 4 klubber med hold fra Virum-Sorgenfri, Birkerød, Holte og Hareskoven i den første turnering, som i øvrigt blev vundet af VSB, som en rigtig vært. Siden da er turneringen vokset til i dag at rumme 106 hold fra 50 klubber og geografisk at spænde fra Frederikssund, Slangerup, Ramløse i nord og Glostrup, Albertslund og Greve i syd.
"Der spilles i 4 aldersgrupper, Old-boys, Veteran, Super-Veteran og Grand Super-Veteran, hvor der i alt er 12 turneringsrækker," fortæller formanden gennem de seneste 20 - 25 år, Bent Schou Eskildsen. Bent fortsætter; "Det sociale er meget vigtigt i vor turnering, men når selv de helt gamle spillere går på banen (der er spillere op til ca. 70 år) er det altid for at vinde, men altid med rene midler".
"Efter kampen er det en fast kutyme, som endog også står i Sammenslutningens love, at hjemmeholdet er vært for en forfriskning - og gerne øl. Det har givet nogle pudsige problemer under f.eks. øl-strejker", fortsætter Bent Schou Eskildsen, "men vi har endnu ikke modtaget nogle protester over forfriskningens kvalitet".
...og disse superveteraner i ORI-Fodbold forstår at hygge sig!
Indehaveren af Frederikssund Self Storage, Kenneth Johnson,
er selv aktiv fodboldspiller på Superveteranholdet.
Thomas Schlage, den ubestridte leder for Superveteranholdet,
er klar til kamp. Og altid med et smil på læben.
Freddy Bech (midt i billedet) forstår fortsat at styre
midtbanen på holdet.