Menu

Bestyrelsen i ORI-Fodbold har meget store, men realistiske planer for fremtiden

15. januar 2013 kl. 01:41
ORI-Fodbold har store planer for fremtiden. I den forbindelse har bestyrelsen i ORI-Fodbold udarbejdet oplæg til Frederikssund Kommune (se Power Point præsentation under nyheder). Bestyrelsen har ligeledes indrykket et "åbent brev" i bl.a. Lokalavisen.

Et "åbent brev" lyder:

Åbent brev til Frederikssund Byråd                               
Frederikssund, januar 2013

De sidste mange år har været begivenhedsrige i ORI-Fodbold og år 2012 var ingen undtagelse. ORI-Fodbold har de sidste flere år været den fodboldklub i Frederikssund kommune med flest medlemmer og i 2012 nåede vi 709 medlemmer jf. DIF's opgørelsesmetode.

At Frederikssund kommune så har valgt en opgørelsesmetode, der tilgodeser indendørsidrætsgrenene på bekostning af udendørsidrætsgrenene, er så en anden sag. For ORI-Fodbolds vedkommende er det en fordobling af medlemstallet indenfor de sidste 4 år. Dette på et tidspunkt, hvor de fleste foreninger og specielt foreninger indenfor holdsport mister medlemmer. ORI-Fodbold har samtidig det absolut mindste stadion i Frederikssund kommune - når vi taler klubber, der har en reel ungdomsafdeling. Dette er der ikke noget nyt i, for det har ORI's bestyrelse gjort såvel de ansvarlige politikere som administrationen opmærksom på i de sidste mange år.

Ifølge eksperter i græs på fodboldbaner, kan fodboldbaner der ikke kan vendes eller forskydes, tåle at der spilles på dem i 175 timer om året. Baner der kan vendes 300 timer og kunstgræsbaner har ingen øvre kapacitet, men en praktisk kapacitet på 1800 timer om året. Banerne i ORI kan ikke vendes eller forskydes og i 2012 spillede vi i 600 timer på græsbanerne. Vi har med andre ord overskredet kapacitetsgrænsen mere end 3 gange. Som det ses ligger løsningen lige for, nemlig at bygge 1 1/2 kunstgræsbane ligesom på Kalvøen. Dette ville også løse vores vintertræningsproblem, hvor vi i FFB-ORI-FIK-regi alene kunne fylde 3 kunstgræsbaner. Vi har dog kun 1 ½ bane til rådighed, som vi samtidig skal dele med SOIF og OAKS. Til sammenligning har vores naboer i Ølstykke og Stenløse med hver ca. 450 - 500 medlemmer, og de har selv hver deres egen kunstgræsbane. I Allerød, der har væsentligt færre fodboldspillere end vi har her i Frederikssund, har de 3 kunstgræsbaner. Hvorfor skal vi stilles så meget ringere i Frederikssund?

Måske fordi mange politikere stadig opfatter os som en lille landsbyklub med få og ringe hold, men der tages der voldsomt fejl. Vores ungdomsafdeling (FFB) er vel Nordsjællands næstbedste og flere hold har nationalt topniveau. Vi er som de første blevet udpeget til FC Nordsjælland Talentcenter - det første talentcenter i FCN-regi udenfor Farum. Vi har mange elitehold, U17 er lige rykket op i 2. division og spillede 2-2 med Brøndby fra U17 Ligaen (Superligaen) i en pokalkamp. U14 slog FC Nordsjælland ud af pokalturneringen. U13 blev for ca. 1½ år siden Landsmestre og alle hold fra U10-U17 spiller i bedste Sjællandske række. Det er dog en hjertesag i ORI-Fodbold, at eliten ikke er på bekostning af bredden og derfor har vi også på alle årgange et eller flere breddehold, som tilbydes lige muligheder. Vi vil nemlig være Nordsjællands bedste fodboldalternativ, og dette med fokus på at tilpasse os det enkelte medlems ønsker og forventninger, ser vi da også som nøglen til vores store medlemssucces de sidste mange år.

Vi mangler blot en meget vigtig spiller på vores hold, nemlig Frederikssund kommune. Så kære politikere i Frederikssund; hvilke planer har i for ORI-Fodbold? Hvad skal vi fortælle vores 700 medlemmer og deres forældre, bedsteforældre m.fl., der daglig spørger til hvorfor de ikke kan få træningstider? Hvorfor de skal være 100 spillere på en 11mandsbane til træning? Hvad skal vi forklare de undrende forældre, der ikke forstår, hvorfor græsset er slidt helt ned og der er store huller i banerne? Hvad skal vi sige til de medlemmer, der ikke kan få lov til at træne indendørs ligesom man kan i andre klubber, både indenfor og udenfor Frederikssund kommune? Hvad skal vi forklare vores ca. 100 frivillige trænere og ledere, der ligger mange gratis arbejdstimer, men ikke føler at Frederikssund kommune støtter dem og bakker dem op? Vi vil så gerne have flere børn og unge til at spille fodbold, så de ikke hænger på gader og stræder, men skal ORI-Fodbold kunne honorere dette, kræver det flere baner og bedre forhold. Hvilke planer har i for ORI? 

Vi har tidligere fremsendt vores planer til Kultur, Fritid og Idrætsudvalget i Frederikssund, men hvis I alle vil se ORI-Fodbolds egne planer, skal I blot besøge vores hjemmeside: www.oribold.dk, hvor de er tilgængelige. Fodboldforeningen ORI kan i 2015 fejre 70 års jubilæum, så vi synes efterhånden vi kan sige, at vi ikke er en døgnflue. ORI-Fodbold har vist sin berettigelse i Frederikssunds Idræts- og kulturliv. Med håbet om at 2013 bliver det år, hvor der endelig bliver truffet en politisk beslutning, så ORI-Fodbold i 2015 kan fejre sit jubilæum på et stadion med faciliteter på et niveau, der svarer til andre klubber på vores størrelse og hvor vi kan byde velkommen til flere nye medlemmer fra blandt andet vores nye bydel, Vinge.
Luk