Ny 2. holdstræner
Så er der endelig kommet helt styr på setup’et for hold 2. Vi er rigtig stolte over at kunne præsentere vores nye 2. holdstræner, som er Martin Hamborg. Han startede som træner i 2002, hvor han begyndte trænergerningen for årgang 97, hvor de på et par år gik fra 13 spillere til over 40 spillere og der havde Martin også været med til at få nogle flere trænere ind på årgangen.
Derudover har han fungeret som mentaltræner for F.I.K.’s senior 1 hold, som i den periode gik fra serie 1 til 2. division, samt mentaltræner for Fremad Valby, som han har været med til at få op i Danmarksserien. Så vi har fået fat i en kapacitet, som både ved noget om det med bolden, men også det der foregår inde i hovedet, når der skal spilles på banen. Det kan vi alle i klubben helt sikkert lærer noget af.
Martin kommer ind i klubben med et stort engagement, fællesskabsånd, vilje og energi. Han vil gøre det til at holdet kommer til at stå stærkere sammen, finde motivationen for både holdet og den enkelte spiller, samt skabe resultater på baggrund af samarbejde med spillerne og hele trænerteamet.
Når vi nu nævner trænerteamet, så vil vi også lige nævne de to andre, som har sagt ja, til at være en del af trænerteamet for hold 2. Det er nogle som de fleste i ORI kan nikke genkendende til, da der er tale om Troels Mansa Larsen, som har sagt ja til at være assistent træner, og hvis han kan spille sig på holdet, kan man stadig finde ham på banen også. Så har Henrik ”Posten” Hansen sagt ja til at vende tilbage til seniorafdelingen i form af, at han bliver holdleder for hold 2.